Så gad jeg godt sidde i denne flyver...
 |
| øh.. hvorfor vender det pludselig den vej? |
Og for en stund flyve til varme omgivelser med min skønne familie, flyve lidt væk fra virkeligheden, der de sidste dag har vist overraskende, grænseoverskridende og overrumplende skyggefulde bagsider...
Men selvfølgelig kan jeg ikke det og det skal jeg heller ikke..
Håber at denne følelse af at være med i en meget dårlig b-film vender..
Nok om det for nu.. Vil vende blikket et andet sted hen..
Jeg får heldigvis et smil på læben, når jeg ser drengenes seneste trylledejskreationer:
Hus, blomst, bil, krokodiller, snemænd, en pingvin, måner...
...og så denne herlighed:
Det er vist kun drenge der laver dæk.. Jeg havde ihvertfald aldrig selv fået ideen til dette (hi hi)
Jeg har ikke lakeret trylledejstingene, men tænker at det måske ville være super fint at gøre det.
Er der nogen der har erfaringer med dette?
...og så denne herlighed:
Jeg har ikke lakeret trylledejstingene, men tænker at det måske ville være super fint at gøre det.
Er der nogen der har erfaringer med dette?
Aj, hvor er de gode! De er fantastiske dine drenge. Det må være dejligt at have dem til at sprede glæde i hverdagen.
SvarSletTænker tit på hvordan det ville have været hvis Elisabeth havde haft ældre søskende. Da hun døde var der jo kun hende og fik derfor lov til at fylde det hele. Jeg begravede mig jo nærmest i sorg og andres historier i den første tid. Havde der været nogen søskene jeg skulle have taget mig af, havde jeg måske haft et sted at komme af med alt den overskydende kærlighed der var blevet hjemløs da hun døde. Jeg fik en lille niece et halvt år efter. Hun fik en god portion af den.
Jeg har ingen erfaringer med lak på trylledej, men jeg har god erfaring med at spørge mig frem i Panduro når jeg står med et problem af den slags.
Det er rigtigt dejligt at have dem at øse al kærligheden over på...Det er jeg dybt taknemmelig over..
SvarSletI perioder, som lige nu hvor jeg synes at sorgen igen viser sine skarpe tænder, kan det dog også være dobbelt ikke rigtigt at kunne "sørge igennem".. Fordi man instinktivt beskytter sine børn og bærer dem..
Jeg tror både mindre eller større søskende medfører forskellige glæder/oplevelser og forskellige veje gennem sorgen, som godt nok er en bumlet og tiltider svær farbar vej.. For at se sine børn i sorg er også ubeskriveligt hårdt.. men samtidig opleves også kærligheden og bevidstheden om Vera fra hendes brødre - de har en søster, i himlen og i deres bevidsthed..
Nå jeg kunne vist blive ved.. der er mange tanker der trænger til at komme ud..
Slut for nu.. Kh. Mette
Tak fordi du lod mig finde vej til din fine, fine blog! Bedste hilsener Dorthe
SvarSlet