Åhh.. jeg falder i staver i laaange perioder når jeg er alene.. Måske har jeg brug for det? Måske er det en del af sorgprocessen?
Jeg synes dog det er svært. Jeg synes tid er et vanvittigt fænomen, men kan nå alt på ingen tid og ingenting på lang tid.
Verden ser bare anderledes ud efter vi fik og mistede Vera... og det er hårdt at skulle genvinde hverdagen, eller genvinde en ny hverdag.. intet er som før..
Bruger mange kræfter når jeg som i weekenden er sammen med mange mennesker, men det er også guld værd..Det er godt og det er fantastisk at omverden er så rummende i forhold til vores sorg, jeg synes det er vanvittigt vigtigt for mig at snakke om Vera og alt det der skete, en kæmpe del af min bearbejdelse, at folk er vidne til mit liv og hvordan det er lige nu.. så sorgen passer til fortællingen.. så næste gang vi mødes er vi et skridt videre..
Oplever jeg er blevet mere tro mod mig selv..En god fornemmelse.. At melde klart ud:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar