Jeg føler mig som en flue i en spand lim.. eller... jeg føler mig som en elefant i en osteklokke.. eller... jeg... jeg er ved at eksplodere.. mærker en ekstrem rastløshed og en totalt manglende evne til at følge en tanke til ende.. en sitrende fornemmelse.. Jeg har svært ved at gøre og handle.. og også svært ved bare at være...
Jeg føler mig begrænset af "en form" eller skabelon som jeg ikke helt kan gennemskue hvem der har skabt..
Jeg prøver at holde begge ben på jorden. Jeg har mistet min datter, min lille elskede datter og jeg skal langsomt nærme mig en hverdag.. en hverdag der er helt ukendt.
Jeg var hos lægen i dag og havde Vera med i tasken, eller jeg havde et billede af Vera i tasken.. havde brug for at der kom billeder på mit tab.. jeg er ved at revne af stolthed over hende.. og så er hun her ikke..
En anden mor kom med sin søn i autostol..Det var bare helt forkert at Vera "lå i tasken" og ikke i autostolen der står herhjemme, men det var rigtigt for mig at have hende med. Det er så ufatteligt vigtigt for mig at også de proffesionelle jeg har berøring med har set et billede af Vera, så de kan sætte det rigtige billede på... Og så er det dejligt at vise hende frem:-) Men for f..... hvor er det bare barskt..Det skærer i sjælen at min datter ikke er hos mig..
Arhhhhhh... Jeg synes det er vanvittigt hårdt at navigere i alt dette.. og udforske og måske ændre den "form" der er...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar