Åh.. Hvor er de små almindelige og tidligere simple ting svære, når der er dette kaos i mit hoved. Har svært ved at følge en lige række, starter på noget, hvilket så føre til noget andet og så havner jeg igen et tredie sted. Afbrudt af stunder hvor tiden bare forsvinder i et sort hul. Det er som om der er en tynd film udenom virkeligheden, der gør det hele generelt mere uskarpt.. afløst af øjeblikke med ekstrem skarphed og hvor det føles som om tiden står stille og alt kan nås, på ingen tid.
Har idag for første gang efter Veras død skulle fortælle hendes historie til en vi kender, der slet ikke havde hørt at vi havde fået/mistet en datter, men som sidst havde hørt at jeg ventede mig: Det var overvældende og jeg blev meget rørt i perioder af samtalen...Hårdt , men samtidig rart at blive spurgt ind til de aller første ting i Veras liv. Godt at tage telefonen selvom jeg var alene hjemme og blot kunne have ladet den ringe, rart ikke at være forberedt på hvad jeg skulle sige/hvem det var.. var derefter oppe hos Vera på kirkegården.. Jeg holder meget af at være der og er ufattelig glad for at hendes/vores familiegravsted er så tæt på...så man bare lige smutter forbi..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar