18. oktober 2010

Se min kjole..

Da jeg ventede Vera spurgte min søde kollega/venninde, om hun ikke måtte strikke en kjole til Vera... Jeg blev meget rørt over dette.. og nød at vælge det fineste garn til den.. til min datter..
Så kom Vera til verden og alt faldt sammen.. jeg glemmer ikke den dag, omkring en lille uge efter hun blev født, at sygeplejersken kom og overrakte mig den fineste lyserøde buket fra alle mine kollegaer og den fineste lille pakke "til Vera" tårene trillede da jeg så den fine lille kjole, Veras første gave med kort og hendes første kjole.. Jeg blev så rørt.. et øjeblik af ekstreme forskellige følelser af Håb og tro på at hun kommer i den og samtidig virkelighedens barske ansigt der trak i den anden retning..

..Hun fik den aldrig på.. Men jeg var ikke i tvivl, hun skulle have den med på sin sidste rejse.. skulle have den med i himlen.. Ikke på men med, så hun havde den når hun fik brug for den, sammen med bl.a. en lille fin plastik blomst, en ud af flere jeg går med. Så hun har noget af sin mors med.. og som et symbol på alle de smykker jeg skulle have givet hende, udvalgt og sat i hendes hår osv.

...Pludselig gik det op for mig at jeg aldrig fik taget et billede af Veras kjole.. Men pludselig da jeg kiggede billeder sent igår dukkede det pludseligt op..
detaljer i Veras kjole

Det betyder rigtigt meget for mig at have dette billede - og pudsigt at der ligger blomster på den, da jeg 2 1/2 mdr. senere giver hende en med i kisten..

Farverne er ikke helt som de var i virkeligheden..

"se min kjole, den er rød som hjertet, det er fordi jeg elsker alt det røde og fordi
et postbud er min ven"

Åh hvor jeg savner min datter...
savner at nysse hende, sidde med hende, synge for hende, skifte hende osv..

vera fik den anden lilla blomst med..

4 kommentarer:

  1. Kære Mette

    Jeg har lige fundet din blog og er på mit allerførste besøg her.
    Og hvor har jeg bare lyst til at gi dig en kæmpe krammer. Jeg sidder på den anden side af skærmen og tårerne triller ned ad kinderne. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den store sorg det må være at miste et barn, men jeg synes du er sej, at du skriver om det!

    Kærligst,
    Lis

    SvarSlet
  2. Kære Lis.
    Tak for ordene.. Jeg er ret ny i dette blogunivers, jeg har først lige nu set din kommentar..og at man kan se sine kommentarer samlet (smart:-)).. Det er nyt for mig.. men det gør mig glad at nogle kigger med.. Jeg var meget i tvivl om jeg bare skulle lave en blog til mig selv.. men fik lyst til at lave den åben.. uden at fortælle nogen om den:-).. og havde egentligt aldrig tænkt at jeg en dag måske ville få kommentarer.. men nu har jeg fået et par stykker og det er en ganske rar fornemmelse..
    Kh. Mette

    SvarSlet
  3. Kære Mette

    Det ER nemlig rart at dele sine glæder og sorger med nogen man ikke behøver forstille sig over for. På den måde bliver blogmediet ultraærligt, Man kan sidde i sit nattøj og blogge om noget meget seriøst og alligevel blive taget alvorligt i den modsatte ende. Til trods for morgenhår;))

    Du kan i øvrigt også få kommentarerne sendt direkte til din mail. Så behøver du ikke logge ind på blogger for at læse dem. Det er inde under 'kommentarer' i betjeningspanelet man gør det. Mener jeg at kunne huske....

    Nu er det næsten for sent at ønske god weekend, men jeg håber du går en god uge i møde!

    KH
    Lis

    SvarSlet
  4. Kære Lis

    Tak for tippet.. og ih hvor rammer du bare essensen af det fantastiske ved bloguniverset...
    ..og rigtig god uge til dig også..

    Kh. Mette

    SvarSlet