Se min kjole..

Da jeg ventede Vera spurgte min søde kollega/venninde, om hun ikke måtte strikke en kjole til Vera... Jeg blev meget rørt over dette.. og nød at vælge det fineste garn til den.. til min datter..
Så kom Vera til verden og alt faldt sammen.. jeg glemmer ikke den dag, omkring en lille uge efter hun blev født, at sygeplejersken kom og overrakte mig den fineste lyserøde buket fra alle mine kollegaer og den fineste lille pakke "til Vera" tårene trillede da jeg så den fine lille kjole, Veras første gave med kort og hendes første kjole.. Jeg blev så rørt.. et øjeblik af ekstreme forskellige følelser af Håb og tro på at hun kommer i den og samtidig virkelighedens barske ansigt der trak i den anden retning..

..Hun fik den aldrig på.. Men jeg var ikke i tvivl, hun skulle have den med på sin sidste rejse.. skulle have den med i himlen.. Ikke på men med, så hun havde den når hun fik brug for den, sammen med bl.a. en lille fin plastik blomst, en ud af flere jeg går med. Så hun har noget af sin mors med.. og som et symbol på alle de smykker jeg skulle have givet hende, udvalgt og sat i hendes hår osv.

...Pludselig gik det op for mig at jeg aldrig fik taget et billede af Veras kjole.. Men pludselig da jeg kiggede billeder sent igår dukkede det pludseligt op..

detaljer i Veras kjole

Det betyder rigtigt meget for mig at have dette billede - og pudsigt at der ligger blomster på den, da jeg 2 1/2 mdr. senere giver hende en med i kisten..

Farverne er ikke helt som de var i virkeligheden..

"se min kjole, den er rød som hjertet, det er fordi jeg elsker alt det røde og fordi
et postbud er min ven"

Åh hvor jeg savner min datter...
savner at nysse hende, sidde med hende, synge for hende, skifte hende osv..

vera fik den anden lilla blomst med..