Jeg ved ikke om det er en blog, der er det rigtige for mig, men nu springer jeg ud i det...
Jeg har brug for at få luft, jeg er ved at koge over og springe i luften.. Jeg har brug for at få tanker og ord ud i verden. Den verden som jeg kendte så godt, men som ændrede farve og form og blev totalt fremmed og frygtelig, da vores 3. barn - vores dejlige datter Vera en time efter fødslen pludselig begyndte at krampe...
Som lyn fra en klar himmel blev vores lykke vendt til uvirkelig angst og ulykke... og de næste knap 3 måneder levede vi i et vanvittigt univers på sygehuset, hvor vi kun i få øjeblikke kunne være sammen som familie alle 5, hvor vi klamrede os til et ikke eksisterende håb, hvor vi græd miliarder af tårer, hvor vi havde få øjeblikke hvor Vera var vågen, stjernestunder hvor vi naivt glemte alt om hvor syg hun var og bare var lige der sammen med hende og sugede hende til os... og glemte det ben hun, fra kort efter fødslen, havde i himlen...
Jeg har brug for at skrive om Veras Verden og Vores Verden - Vores verden inden, med og efter vores elskede datter Vera i denne verden..og jeg har brug for at vores datters historie får det liv hun mistede.
Åhhhh, Mette - jeg er RAMT!!! Ramt af din sorg og ulykke - betaget af din styrke og mit hjerte gør ondt for dig...
SvarSletSidder selv med en lille nyfødt og kan sagtens sætte mig ind i at miste på den måde.. Har lige nu tårer i øjnene.. Må Vera for evigt "leve" igennem minderne af jeres smukke lille familie...? Stærkt at du får dine følelser ud på denne måde...
Mange klem Louise
Kære Louise.
SvarSletTak for ordene, det betyder utroligt meget for mig.
Og et stort tillykke med at du er blevet mor til lille Nora - et rigtigt flot navn!
Mange Kærlige Hilsener Mette
Kære Mette
SvarSletJeg faldt tilfældigt over din blog, og må sige, at du i den grad rører noget meget meget dybt i mig. Jeg sidder her med den største klump i halsen og våde øjne.
Jeg har lige været inde hos alle mine tre børn, der sover sødt. Og især min lille søn på 6 mdr måtte jeg lige ind og stå og kigge på og nyde et øjeblik - blev mindet om, hvor meget vi skal sætte pris på hvert eneste øjeblik sammen med vores kære.
Din historie rører mig så dybt, og jeg føler stor medlidenhed - kan slet ikke sætte mig ind i den smerte det må være at miste dit barn. Samtidig føler jeg stor respekt. Respekt for, at du stadig kan se lyset og formår at fokusere på alt det gode, der trods alt stadig findes i dit liv.
Jeg melder mig som fast læser og vil med store følelser følge dine tanker og din kamp på vej mod lyset...
Kærlig Hilsen Ditte