Tågen der kommer og går..

Da jeg kørte i bilen er til morges i den tykkeste tåge, tænkte jeg, at det er en rigtig god beskrivelse af hvordan jeg har det inden i, en tåge der kommer og går..

Jeg har øjeblikke hvor det er svært at se fremad, hvor sorgen og savnet af Vera smyger sig om mig og svøber mig ind..

Men disse øjeblikke ændres, lidt som det skete i morges, da jeg pludselig kørte fra tæt tåge ind i solskin og høj klar himmel, og hvor verden med et pludselig fremstod mere skarpt, nærværende og "rigtigt".

Disse kontraster er mit liv lige nu.. Det er ikke sort/hvidt men en tåge der kommer og går..
Jeg ved dog aldrig hvornår tågen kommer og hvor længe den bliver.. men når det ser allermest tåget ud og det ikke synes muligt at finde en vej ud.. Pling - så skinner solen og glæden/nærværet og rigtigheden fylder min krop..
Jeg er ikke bare en sørgende mor, jeg er en mor der nogle gange sørger og er ked af det, men også en mor der begejstres, griner, bliver vred og gal i skralden, glædes, undres, nyder.. osv..

Jeg tænker at det er disse nuancer, der hos mig gør at jeg overlever sorgen og savnet, bearbejder og lever imens.. og nyder at være lige her...